Hvad er Core Web Vitals? – en grundig introduktion

10. oktober 2021

Der findes mange begreber inden for online marketing, content marketing og SEO. Core Web Vitals er et af de nyeste, og det er et godt begreb at stifte bekendtskab med, hvis du gerne vil følge med Googles nyeste opdateringer af algoritmen, der gik i luften d. 1. maj 2021.

Core Web Vitals er altså Googles næste fokuspunkt, når det kommer til opdatering af deres søgemaskinealgoritme. Core Web Vitals indeholder flere spritnye faktorer, som kommer til at gøre en forskel for ranking og søgeord – og det er altså her, du som marketingmedarbejder bør spidse ører. 

For hvad nu med den SEO-strategi, du allerede kører på sin hjemmeside eller webshop – er den nu forældet?

Det kommer an på, hvor god din brugeroplevelse på din hjemmeside eller webshop er. Core Web Vitals har nemlig fokus på brugerinteraktion og websitets hastighed.

I dette indlæg kan du læse meget mere om Core Web Vitals, og hvorfor det er så vigtigt at arbejde med, når det gælder din SEO-strategi og dit websites performance og konvertering.

Hvad er Core Web Vitals?

Core Web Vitals er Googles nyeste algoritmeopdatering, der blev sat i værk d. 1. maj 2021. Core Web Vitals er også en rapport med en vejledning til de kvalitetsfaktorer, som fremover belønnes i Googles rankingsystem. I juni 2021 bliver Core Web Vitals en rankingfaktor for søgeresultater på mobile enheder, og om kort tid vil det også gøre sig gældende for desktop.

Core Web Vitals er dermed et essentielt værktøj og begreb at bruge, når man i 2021 gerne vil arbejde med sin rangering på Google. Den velkendte melodi er nemlig stadig: Jo tættere på toppen du er, jo større chance har du for at konvertere brugere på din hjemmeside.

Core Web Vitals ­– de tre vigtige målinger (scores)

Core Web Vitals er en big deal, fordi opdateringen indeholder nogle nye signaler, der får en direkte indflydelse på virkningen af søgeord, som ikke tidligere har været en faktor. Med Googles forsøg på at optimere brugeroplevelsen (også kaldet page experience) på hjemmesider, er der altså indført nye Core Web Vitals der er tilføjelse til rankingfaktorer.

De tre elementer – som også kaldes for metrics (altså kvantitative målinger), der skal fokuseres på, er LCP, FID og CLS.

LCP

LCP står for Largest Contentful Paint. Denne metric måler, hvor hurtigt din hjemmeside loader main content. Det vil altså sige den tid, det tager, fra man klikker på linket til sitet, til sitet har materialiseret sig.

LCP er en mere specialiseret måling end den velkendte TTFB, der står for Time to First Byte. Denne type måling fokuserer udelukkende på, hvor lang tid det tager, før den første byte bliver hentet fra serveren – og altså ikke, hvornår brugeren kan se det relevante indhold på sin skærm.

Med LCP går Google altså et skridt videre for at sikre den gode brugeroplevelse eller page experience. LCP har altså at gøre med din hjemmesides fulde loading experience.

FID

FID står for First Input Delay. Denne metric bruges til at måle brugernes interaktion med din hjemmeside. Det vil sige, at der måles på, hvor responsiv din hjemmeside er, og hvor hurtigt der kan interageres med din side. FID har altså at gøre med interaktivitet på din hjemmeside.

CLS

CLS står for Cumulative Layout Shift. Denne metric bruges til at måle hjemmesidens layout, og hvor stabilt det er. Afhængig af loadtid og andre faktorer kan hjemmesidens layout nemlig tage sig forskelligt – og uhensigtsmæssigt – ud for den besøgende, og det vil der altså blive målt på med de nye Core Web Vitals. CLS har altså at gøre med den visuelle stabilitet fra brugerens synspunkt af.

Disse tre delelementer indgår i den nye analyse, som Googles søgemaskine foretager for at ranke det mest troværdige, informative og relevante indhold. Så vil du gerne stryge til tops på dine relevante søgeord, skal der altså arbejdes med loading experience, interaktiv respons og visuel stabilitet på din hjemmeside for at blive belønnet i Googles rankingsystem.

Du skal dog som altid huske, at det er helheden, der tæller. Du skal derfor ikke kaste dig hovedkulds ud i at optimere de ovenstående parametre uden at sikre dig, at du stadig giver den fuld gas på relevant og vedkommende indhold. Der er stadig brug for at styre din hjemmeside fremad med kvalitativ SEO, relevante og kombinerede søgeord, informativt og læsbart indhold.

Tips: Sådan forbedrer du performance på de tre hovedelementer LCP, FID og CLS

I ovenstående afsnit er du blevet introduceret til de tre hovedelementer i Googles nye Core Web Vitals. I dette afsnit giver vi dig gode tips til, hvordan du kan arbejde med at implementere de nye rankingfaktorer på din hjemmeside, så du også i 2021 får en god placering på Google.

Tips til at forbedre din score på LPD

Loading experience er en vigtig del af brugeroplevelsen på din hjemmeside – ikke mindst efter lanceringen af Googles Core Web Vitals. Her får du fem gode tips og råd til, hvordan du kan forbedre din hjemmesides loading experience med fokus på at optimere brugerens page experience:

  •         Opgradering af hosting

 En hurtig serverrespons er alfa og omega, når det kommer til at optimere din LPD. Derfor er det også en god idé at skride til handling, hvis din server har en langsom responstid. Din servers responstid bør ligge under 200 ms, hvilket du kan undersøge ved at se på din hjemmesides TTFB. Du kan skifte til en hurtig server – og aktivere caching, der optimerer loadtiden betydeligt – for at opgradere LPD på din hjemmeside.

  •         Brug en CDN

CDN står for Content Delivery Network. Det er et netværk, der begrænser latenstiden mellem brugerens klik (en anmodning) og hjemmesidens svar (serversvar). Ved hjælp af CDN er din hjemmeside en del af et globalt netværk af stærke servere, der modtager de nødvendige ressourcer til en hurtig respons. På den måde kan du altså reducere latenstiden betydeligt.

  •         Fjern tunge elementer

Store, flotte billeder i fantastisk opløsning og andre filer, der kræver masser af plads og loadtid, tager sig måske godt ud, når hjemmesiden først er loadet. Men hvis du gerne vil performe hensigtsmæssigt, er det en god idé at sortere de tunge elementer fra på dit website. På Googles PageSpeed Insights-side kan du få et overblik over de forskellige LCP-tider for elementerne på din hjemmeside.

  •         Komprimér store filer

Det er filkodernes længde og kompleksitet, der afgør, hvor lang tid de tager at blive loadet på din hjemmeside. Derfor kan du også aktivt gå ind og komprimere – hvilket også kaldes at minify – koderne ved at fjerne unødvendige mellemrum, linjeskift og lignende. På den måde vil det være muligt for serveren at indlæse dine filer på brugerens device langt hurtigere.

Tips til at forbedre din score på FID:

Som tidligere nævnt har FID at gøre med, hvordan brugeren kan interagere på og med din hjemmeside. FID dækker altså over, når brugeren klikker sig videre til en ny side på dit website, klikker på et link, indtaster sine oplysninger eller udfører lignende handlinger, der gør, at en respons og en interaktion finder sted.

Her får du fire tips til, hvordan du kan optimere din FID-score på din hjemmeside. Vær her opmærksom på, at det naturligvis varierer fra website til website, hvilken interaktion der er mulig.

  •         Udskyd billeder, der ikke skal bruges på skærmen

Når du skal optimere din FID-score, kan du begynde med at aktivere lazy loading på billeder, der ikke bliver vist på skærmen. Det vil sige, at du kan udskyde loading af de billeder, der ikke er en del af brugerens umiddelbare møde med hjemmesiden – og på den måde kan du få loadinghastigheden i vejret.

  •         Udskyd eller fjern JavaScript

JavaScript er det mest benyttede scriptingsprog på internettet. Ved at udskyde eller fjerne JavaScript kan du spare FID-tid på, at JavaScript-filerne først bliver indlæst, når hjemmesidens vigtigste information er blevet loadet og præsenteret for brugeren. Du kan altså med fordel foretage en søgning efter ubrugte JavaScript-filer, som kan fjernes, hvilket vil forbedre FID-scoren for din hjemmeside. 

  •         Komprimér tekstfiler på siden

Det er også en god idé at komprimere dine tekstfiler på hjemmesiden. Jo flere filer der er komprimeret og minified, jo bedre. Ved at komprimere filerne vil de hurtigere blive indlæst på hjemmesiden, og det vil altså være med til at gavne din hjemmesides page experience og FID, hvis ingen filerne er så lange, at de bremser loadingprocessen.

  •         Lav en opdeling af lange scripts

Hvis du sørger for at opdele dine lange scripts i mindre bidder, kan du også gøre et stykke arbejde for at forkorte – og dermed optimere – din FID-score. Hvis scriptstykkerne ligger under 50 ms hver især, vil upload og indlæsning af siden blive væsentligt hurtigere.

Tips til at forbedre din score på CLS: 

Når man klikker sig ind på din hjemmeside, bør man opleve, at indlæsningen sker på en statisk frem for en dynamisk måde. Det vil sige, at elementerne på din hjemmeside ikke bør hoppe og danse rundt på siden, før de finder deres faste plads. Alle elementer bør i stedet være på deres rette placering, også mens resten af hjemmesiden indlæses.

Du får i det følgende fire gode råd til, hvordan du kan arbejde med din hjemmesides CLS og sørge for, at dine sideelementer forbliver statiske, når sitet indlæses.

  •         Sørg for at angive højde samt bredde på dine mediefiler

Du kan komme en lang loadtid på tunge filer, såsom billeder og videoer i forkøbet, hvis du på forhånd sørger for at oplyse højde- og breddemål på disse. På den måde ved browseren allerede på forhånd, hvor meget plads der skal afsættes til at loade dine billeder og videoer – og der er altså en del omrokering sparet, når det gælder din hjemmesides positive CLS-score.

  •         Lad skrifttyper blive indlæst forud

Hvis du vælger at lade dine skrifttyper blive indlæst forud, kan du sikre, at hele fontet – og dermed udtrykket – på din hjemmeside ikke pludselig ændrer sig, mens sitet uploades. Ved at forudindlæse skrifttyperne, du benytter, kan du nemlig angive dette punkt som en prioritet, der derfor inkluderes fra begyndelsen. Det vil også have en positiv effekt på din CLS.

  •         Undgå animationer

Animationer kan være ganske virkningsfulde, men når det gælder et stabilt layout, vil din CSL-score blive væsentligt dårligere, hvis du har for mange af slagsen. Det anbefales i stedet, at du bruger CSS-transform-egenskaben til at styre layoutet på din hjemmeside.

  •         Reservér plads til annoncer

Ligesom det er fordelagtigt, at du har angivet højde og bredde på billeder og videoer, er det en god idé at have ”forudbestilt” plads plads til dem på hjemmesiden, så de ikke begynder at ”danse” rundt på siden, mens den loades på brugerens device.

Core Web Vitals – en tilføjelse til de eksisterende signaler

Som det tidligere er blevet understreget, er Googles nye Core Web Vitals en ny tilføjelse til de eksisterende faktorer, som Google rangerer sine søgeresultater ud fra. De allerede eksisterende faktorer er som følger:

  •         Mobilvenlighed – at din hjemmeside også fungerer og ser ensartet ud, når den loades på en mobil enhed.
  •         Sikker browsing – at din hjemmeside er sikret mod uønsket aktivitet fra en tredjepart, når en bruger surfer på din hjemmeside.
  •         HTTPS står for HyperText Transfer Protocol Secure, som krypterer og sikrer din data på din hjemmeside.
  •         No intrusive interstitials – at der ikke er afbrydende popop-reklamer på din hjemmeside.

Disse signaler og parametre er alle sammen afgørende for, hvordan Google arbejder med rangering af hjemmesider. Når det drejer sig om Core Web Vitals, er det altså ikke gældende, at du udelukkende skal fokusere på de nye elementer – men derimod skal du arbejde henimod at kontrollere samtlige signaler, hvis du gerne vil belønnes af Googles rankingsystem og ligge højt på søgesiderne.

Kort om Googles algoritmeopdateringer

Det er alment kendt, at Google årligt opdaterer sin søgemaskinealgoritme. Der er mange marketingeksperter verden over, der spændt følger med i de nyeste opdateringer, da tilføjelser, ændringer og justeringer har stor betydning for måden, hvorpå man arbejder for at få sin hjemmeside til at performe godt i Googles rankingsystem.

Det er alfa og omega, hvis du for eksempel driver en webshop og gerne vil findes af potentielle købere, at du ligger placeret så højt som muligt på Googles søgeliste. Jo højere din placering er, jo større chance har du for konvertering.

Google har derfor også i denne omgang varslet deres nye opdateringer i god tid. På den måde kan alle, der vil have muligheden for at kigge deres hjemmesider og statistikker efter i sømmene, inden de nye Core Web Vitals-signaler bliver aktiveret, nå at forbedre deres chancer for at performe godt i ranking-gamet.

Det må her tilføjes, at de nye Core Web Vitals ikke bliver det eneste, der er udslagsgivende for søgemaskineplaceringen. De resterende parametre, som er uddybet i ovenstående afsnit, har nemlig stadigvæk en lige så vigtig rolle.

En velfungerende hjemmeside har derfor stadig masser af relevant, troværdigt og unikt indhold, som giver læseren den bedste brugeroplevelse. Core Web Vitals er blot endnu en udvidelse, kan man sige, der skal sørge for, at brugeroplevelsen bliver endnu bedre.

FAQ: Core Web Vitals

Her finder du svar på ofte stillede spørgsmål om Core Web Vitals og relaterede begreber.

Hvad er Core Web Vitals?

Core Web Vitals er en rapport og den nyeste opdatering af Googles algoritme. Opdateringen sætter fokus på brugeroplevelsen på hjemmesider.

Hvornår bliver Core Web Vitals lanceret?

Core Web Vitals har været varslet og på vej i et stykke tid, men fra 1. maj 2021 er opdateringen officiel. Derefter foregår selve udrulningen af opdateringen over en periode, der endnu ikke er blevet konkretiseret.

Hvad er det vigtigste at gøre i forbindelse med Core Web Vitals?

Core Web Vitals sætter fokus på brugeroplevelsen på din hjemmeside. Derfor er det vigtigt, at du, hvis du gerne vil arbejde med den nye opdatering af Googles algoritme, sikrer, at hastigheden på din hjemmeside følger standarderne. Det gælder for eksempel, hvor lang (eller kort) tid det tager at indlæse siden, hvor hurtigt siden bliver responsiv (det vil sige kan læses i mobilversion) osv.

Hvad betyder page experience?

Page experience er en betegnelse for den oplevelse, som en bruger har på din hjemmeside. Hvordan vedkommende oplever brugervenligheden osv.

Hvor meget vil Core Web Vitals komme til at påvirke rankings på Google?

Core Web Vitals vil med den nye opdatering blive tilføjet som endnu et rankingparameter, når det gælder søgeresultater. Derfor er det ikke kun Core Web Vitals, du skal tænke på i forbindelse med din hjemmeside. Men det vil være en medgivende faktor at vurdere brugeroplevelsen på din hjemmeside, når det samlede resultat af rankingscore og placering opgøres.

Gælder Core Web Vitals både mobilview og desktopview?

Det er meningen, at Core Web Vitals skal ende med at være gældende som rankingparameter – eller delelement – for både mobilview og desktopview. Til at begynde med er det mobilview, som Core Web Vitals først vil gælde for, men det er meningen, at desktopview skal følge trop, så snart det bliver åbnet op for af Google.

Skal jeg stadig arbejde ud fra de ”tidligere” opdateringer og rankings?

Ja, Core Web Vitals er en tilføjelse til de etablerede rankingfaktorer. Derfor skal du stadig fokusere på at levere relevant og unikt indhold på din hjemmeside samt arbejde med SEO og linkbuilding og lignende for at sikre dig en god placering. Core Web Vitals er en tilføjelse, der går ud på at tilføje den gode brugeroplevelse og -interaktion til listen over, hvad der afgør, at en hjemmeside rangeres som populær og troværdig i søgelisterne.