Hvis du færdes i den digitale verden, har du helt sikkert hørt om linkbuilding. At bygge links er nemlig et utroligt effektivt middel til at komme til at stå stærkere, når Google crawler din side og derefter enten belønner eller straffer dig for dit arbejde.
Selvom du umiskendeligt har hørt om at bygge links, er det ikke sikkert, du endnu kan kalde dig udlært bygningsingeniør med speciale i links. Derfor har jeg taget lærehatten på og giver dig her en komplet guide til at forstå og praktisere linkbuilding. Efter at have læst denne kan du komme i gang med at bygge stærke links, som kan hjælpe dig med at vinde kapløbet mod førstepladsen på Google.
God læselyst – og god fornøjelse med linkbuildingen.
Indholdsfortegnelse
Hvad er linkbuilding?
Inden vi for alvor kommer i gang med den praktiske del af linkbuildingen, skal vi have slået fast, hvorfor det at bygge links overhovedet er noget, du behøver have fokus på.
Et indgående link til din side kan sammenlignes med en person, der anbefaler netop dig og din forretning til andre ude i den virkelige verden. Som bekendt vægter word of mouth ufatteligt tungt i forhold til, hvordan din virksomhed opfattes af andre, og at få positiv omtale er noget af det bedste, der overhovedet kan ske for en forretning. Dette gælder, når vi befinder os i den digitale verden såvel som i den fysiske.
Har du mange indgående links, svarer det til, at mange mennesker anbefaler dig til deres venner og bekendte ude i virkeligheden. Dét vil du naturligvis gerne have.
Når du bygger links, får du anbefalinger fra et væld af forskellige digitale platforme. Det sender et signal til Google om, at du har noget relevant på hjerte, og derfor kan du være heldig at få en bedre placering i søgemaskinen. Der er et helt hav af forskellige faktorer, der har indflydelse på din sides rangering, og antallet – og værdien – af forskellige indgående links til din hjemmeside er én af dem. Vil du gerne sikre dig en topplacering på Google, er det således med at komme i gang med at bygge nogle links – og dét i en ruf.
Er alle links lige meget værd?
Nej. Faktisk er der stor forskel på, hvor meget links er værd, og hvor meget credit du derfor får af Google for diverse indgående links til din side. Igen fungerer det i princippet ligesom i den virkelige verden.
Lad os sige, at du søger anbefalinger til gode spisesteder. Du tillægger med største sandsynlighed anbefalingerne fra din feinschmecker-ven mere værdi, end du tillægger de anbefalinger, du får af din niece på syv, hvis livret er nuggets dyppet i softice.
På samme vis tillægger Google indgående links fra troværdige kilder mere værdi end links fra spamsider eller sider uden egentligt indhold. Det er altså langt fra lige meget, hvor du får dine links fra. Dette vender jeg tilbage til lidt senere, hvor jeg kigger på, hvad der definerer et godt link.
Kvaliteten af indgående links er svingende, og samtidig gælder det, at links fra en side ikke bliver ved med at være det samme værd. Det skal forstås således, at det første indgående link fra én side til din side altid er mest værd i Googles samlede vurdering af dit site. Får du efterfølgende et link mere, et link mere og et link mere, vil de oftest fortsat skabe en smule værdi for din side, men ikke i nær så høj grad som hvis du i stedet fik unikke links fra forskellige sider.
Igen: Ude i den virkelige verden virker det bedre, at 1.000 mennesker anbefaler dig til venner og bekendte, end det gør, at fire personer hver især anbefaler dig 250 gange.
Hvad vil det sige at bygge links?
At ”linkbuilde” eller at bygge links betyder kort og godt, at du gør noget aktivt for at få indgående links til din side. Det kan eksempelvis være igennem outreach, hvor du selv opfordrer andre til at linke til din hjemmeside.
Nogle få heldige asener får ustandseligt nye backlinks, som det hedder, helt uden at måtte beskæftige sig med outreach. Det gælder eksempelvis officielle sider som skat.dk, sundhed.dk og borger.dk, som helt automatisk må siges at være trusted advisors på deres områder. Opbygger du et stærkt nok site inden for dit område, kan du på samme vis opleve at blive ekspert på dit felt og derfor få mange backlinks uden at måtte arbejde vanvittigt meget for det. Vejen dertil er lang og belagt med godt, værdiskabende content. Dette vender jeg tilbage til lige om lidt.
Når du linkbuilder, gør du noget proaktivt for at få indgående links til din side frem for at vente på, at de kommer af sig selv, og dét giver særdeles god mening. Medmindre du er SKAT eller den ukronede konge eller dronning på dit felt, kan du nemlig komme til at vente længe…
Hvordan bygger jeg links?
Der er grundlæggende to forskellige ting, der kan sikre dig masser af lækre, indgående links. Den ene er godt content, og den anden er cool cash.
Der er snart ikke den ting i verden, du ikke kan købe for penge, og kapitalismen viser sig naturligvis også, når det kommer til indgående links. Har du uanede midler at gøre godt med, kan du relativt hurtigt bygge en masse (relevante) links, som kan hjælpe din side med at komme til at stå endnu stærkere. Desværre er de rigtig gode links dyre, og eftersom Google er dynamisk, er det ikke nok at købe en række stærke links og forvente, at de holder dig øverst på Google i det næste årti.
Skal du bevare en god placering, skal du kontinuerligt få nye indgående links, så Google forstår, at du fortsat er relevant. På sigt kan det således blive en dyr affære udelukkende at beskæftige sig med betalte links.
Hvis ikke du vil betale for dine links, skal du i stedet gøre dig fortjent til dem. Det gør du for eksempel ved at udgive noget drønhamrende godt content, som man som modtager ganske enkelt ikke kan lade være med at linke til. Du kan også gøre dig fortjent til links ved, at din virksomhed gør noget helt ekstraordinært.
Lad os kigge lidt mere på forskellige linktyper inden for linkbuilding.
Hvilke forskellige former for linkbuilding findes der?
Earned links:
Som navnet også indikerer, er dette links, du gør dig fortjent til. Det er links, du får, fordi du har udarbejdet noget content, der virkelig er værd at linke til. For eksempel kan du gøre dig fortjent til dine links ved at skrive lange, dybdegående blogindlæg om de emner, du beskæftiger dig med. Ligeledes kan du få links ved at udarbejde infografikker, som illustrerer det ene eller andet.
Infografikker er ofte et godt linkbuildingredskab, da andre nemt kan indsætte sådanne i eksempelvis deres blogindlæg, hvilket som regel betyder et krediteringslink til dig.
Har du slået dit navn og brand fast med syvtommersøm inden for din branche, kan du sandsynligvis forvente at få en masse indgående links for dit content uden at gøre specielt meget for det. Andre inden for samme felt vil gladeligt linke til din side, fordi de ved, at du har styr på det, du laver. Inden du når hertil – og i virkeligheden også, når du ér nået hertil – er du imidlertid nødt til selv at pushe dit gode indhold, og det er her, outreach igen kommer ind i billedet.
Det kræver en del forarbejde at få earned links, og det er altså ikke den hurtigste vej til mange backlinks. Det kan imidlertid godt betale sig at prioritere det gode indhold, da det kan blive ved og ved og ved med at generere indgående links. Så længe indholdet forbliver relevant, kan det skabe backlinks til din side. Har du gjort forarbejdet ordentligt, kan du altså sandsynligvis blive ved med at høste frugterne i lang tid frem.
Gæsteblogs:
På baggrund af dine kompetencer kan du få lov til at skrive et blogindlæg til et eksternt medie, hvorved du får et backlink. Denne type links er ofte stærke, og man har ikke mulighed for at købe sig til dem.
Du får lov til at skrive et gæsteblogindlæg, fordi du har cementeret dig selv som ekspert på dit område. Det kræver umiskendeligt en del forarbejde at opbygge et renommé, der er godt nok til, at du overhovedet får lov til at skrive gæsteblogindlæg. Igen er der altså ikke tale om en quickfixløsning, der i en fart giver dig en masse backlinks.
Er du heldig, bliver du spurgt, om du har lyst til at skrive et gæsteblogindlæg. I langt de fleste tilfælde er du imidlertid nødt til selv at opsøge det ved at kontakte relevante medier og spørge, om de kunne være interesseret i at få dit besyv omkring det ene eller andet emne med på deres blog.
PBN-links:
PBN står for Private Blog Network. Du kan for en relativt lav pris få et backlink fra denne type blogs, og det er derfor en nem og hurtig måde at komme i gang med at bygge links på. Du investerer penge, men ikke særlig meget tid i denne type links.
Desværre er PBN-links ikke nær så meget værd som eksempelvis de to tidligere nævnte linktyper. De kære private blog networks bliver ganske enkelt ikke vægtet særlig højt i Googles øjne. Ydermere kan du ikke 1:1 akkumulere værdien af dine PBN-links, da det kan være farligt at have for mange PBN-links.
Da man først begyndte at beskæftige sig med linkbuilding, købte folk PBN-links i stride strømme. Taktikken virkede i starten, men Google opdagede naturligvis, at folk manipulerede med dem. Derfor begyndte de at ”straffe” sider, som havde unaturligt mange indgående links fra alle mulige og umulige sider. Sider, som havde kæmpet sig til tops i søgemaskinen ved hjælp af denne type betalte links, mistede pludselig deres høje rangering.
Diversitet er vigtigt
Det lyder måske som om, PBN-links er noget, du helt og holdent bør undgå. Det er ikke tilfældet. Det handler blot om balance i din linkprofil. PBN-links skal således ses som et supplement til dine andre indgående links. Ifølge Nathan Gotch fra Gotch SEO bør blot 10-20 % af dine links komme fra PBN-sider, imens de resterende 80-90 % kommer fra andre kilder.
(Kilde: gotchseo.com)
Ud over at du skal tænke over forholdet imellem PBN-links og andre typer links, skal du også være opmærksom på hastigheden, hvormed du bygger links. Har dit site ingen indgående links, nytter det ikke noget at købe dig til 50 PBN-links. Det skal se naturligt ud, når Google crawler din side, og det er næppe realistisk, at du fra den ene dag til den anden på helt naturlig vis har fået 50 nye indgående links.
Når du går i gang med at linkbuilde, er du således nødt til at starte blidt ud. Byg et par links de første måneder, og skaler løbende op efterhånden, som du får flere og flere links. Det gælder forresten, uanset om der er tale om PBN-links eller andre linktyper.
Slow and steady wins the race – i særdeleshed, når der er tale om linkbuilding.
Presse:
Presselinks er en form for earned links. Her har du ikke gjort dig fortjent til linket ved at udarbejde noget godt content, men derimod ved at gøre noget ekstraordinært, som tiltrækker sig pressens opmærksomhed.
Links fra diverse mediehuse er værdifulde, men de er også svære at få fat i. Sandsynligheden for, at du så at sige snubler direkte ind i en række lækre presselinks, er desværre ikke vanvittigt stor. Vil du have medieomtale, skal du således typisk selv arbejde en del for det. Du og din virksomhed skal gøre noget exceptionelt på den ene eller anden måde. Medmindre det sker tilfældigt, og du er så heldig, at pressen får nys om det, skal du selv sørge for at få de større medier til at skrive om dig og din virksomhed.
Presselinks er på alle måder svære at få fat i, og de kræver meget forarbejde. Til gengæld giver de også godt til din linkprofil, hvis du endelig får fat i dem.
Betalt presse:
Hos mange mediehuse er det i dag muligt at købe sig til links. Disse links er værdifulde, men de koster også en del. For at få din side til konstant at stå stærkt, kan det give god mening en gang imellem at købe et betalt presselink, som kan give din side et ordentligt boost, men det kan blive en dyr forretning udelukkende at fokusere på betalt presse.
Hvad er ”et godt link”?
Jeg har flere gange berørt emnet ”et godt link”, hvilket vi skal kigge lidt nærmere på nu. Der er mange forskellige faktorer, der spiller ind i afgørelsen af, om et link er godt eller dårligt. Desuden skal et links værdi altid ses i forhold til dels dit site og dels din eksisterende linkprofil. Det er altså ikke muligt at komme med ét endegyldigt svar på, hvilke links der er gode og dårlige. Der er dog nogle faktorer, du altid bør have for øje. Dem kigger jeg på her.
Enhver side har en domain ranking. Det er Googles vurdering af, hvor vigtig den pågældende side er på en skala fra nul til 100. Ved hjælp af et værktøj som Ahrefs, som er en betalt service, kan du tjekke en sides domain ranking – normalt blot kaldet ”DR”.
(Kilde: ahrefs.com)
Jeg har her tjekket DRs DR, som ligger på 88 ud af 100, og det må siges at være temmelig godt. Google vurderer altså, at dr.dk er en vigtig side, og et link herfra vil således være godt for dit site. Dog gælder det, at Google ikke længere blot kigger på vigtigheden af de sider, du har backlinks fra, men også på relevansen af dem i forhold til dit site.
Fokus på relevans
Det skal forstås således, at links fra sider, der emnemæssigt befinder sig inden for samme område som dig selv, er mere værdifulde end links fra sider, der grundlæggende beskæftiger sig med noget andet end dig. Har du to sider med lige høje domain rankings, hvor den ene emnemæssigt er i samme boldgade som dig, vil et link fra denne således være bedst for dit site.
Forestiller vi os, at du har en webshop, der sælger tøj, vil det være noget nær et mirakel at få et indgående link fra vogue.com, som har en DR på hele 90. Beskæftiger du dig derimod med hydraulik, vil dette link ikke være lige så meget værd, selvom det har en høj domain ranking. Dine backlinks skal altså gerne være relevante for din side.
Som jeg også har været ind på tidligere, gælder det desuden, at et godt link desværre ikke bevarer sin status. Du skal gerne have gode, unikke links, hvis du vil stå stærkt. Selvom et link er godt, nytter det altså ikke noget at få 500 backlinks fra den samme side uden at have nogen links fra andre sider. Du kan sagtens have flere links fra samme side, men værdien af et link forringes, hvis du har mange links fra samme domæne.
For at opsummere er et godt link altså et unikt link fra en side med en høj domain ranking, som samtidig også emnemæssigt er relevant for dit site.
Sådan kommer du godt i gang med at bygge links
Efter at have læst denne guide føler du dig forhåbentlig lidt bedre rustet til at begive dig ud på et linkbuildingeventyr. Som bekendt holder Google gerne kortene tæt ind til kroppen, og det er således nærmest umuligt at blive helt skarp på, hvad den kære søgemaskine kan lide og ikke kan lide.
Desuden gælder det, at det, der virker i dag, ikke nødvendigvis virker om et halvt år. Havde jeg for eksempel skrevet denne guide for år tilbage, ville jeg sandsynligvis have opfordret dig til at købe en spandfuld PBN-links for på den måde at booste din side. Det gør jeg ikke i dag. Denne guide tager altså afsæt i, hvad der virker inden for linkbuilding i skrivende stund.
Når du går i gang med at bygge links, skal du være tålmodig. Det skal altid, altid, altid se naturligt ud, når Google gennemgår din side, og derfor skal du også langsomt opbygge en stærk linkprofil. Får du 50 eller 100 links natten over, kan Google godt regne ud, at du med største sandsynlighed har betalt for dem. Sørg derfor for at starte stille og roligt ud.
Kombiner dine links
Kombiner gerne flere forskellige linktyper. PBN-links kan sagtens hjælpe din side til at stå stærkt, så længe der ikke er for mange af dem. Sørg for at have 10-20% PBN-links, imens de resterende backlinks kommer fra andre kilder.
Prioriter at få gode links fra eksempelvis større mediehuse og sider, der er anerkendte inden for din branche. Relevans er vigtigere end nogensinde før, hvorfor eksempelvis gæsteblogindlæg på brancherelevante sider er værd at inkorporere i din linkbuildingstrategi. Sørg desuden altid for at tænke outreach ind i linkbuildingkabalen. Uanset hvor godt dit content er, kan du ikke forvente at få earned links uden at have gjort folk opmærksomme på, at du netop har skrevet et killerblogindlæg eller har udarbejdet en genial infografik.
Vil du komme godt i gang med linkbuilding, gælder det om at stræbe efter balance i din linkprofil og at have tålmodigheden med dig, så dit site langsomt kan blive stærkere og stærkere.
Læs mere om linkbuilding her og se en lille inspirationsvideo af Brian Dean her nedenfor: